Norge fortsætter med Ståle Solbakken ved roret. Den tidligere FC København-træner har nemlig skrevet under på en ny aftale som landstræner, der løber til august 2028 – men kun hvis holdet kvalificerer sig til EM 2028.
Hans hidtidige kontrakt stod til at udløbe til sommer, men Norges overlegne VM-kvalifikation har ændret billedet. Med otte sejre, blandt andet mod Italien, er forlængelsen nu på plads, og det betyder samtidig, at landsholdet er klar til sin første slutrunde siden EM 2000.
