Et nyt europæisk samarbejde skal gøre stadioner til aktive læringsmiljøer med fokus på blandt andet sundhed og trivsel. Bag opstarten står Kløverfonden, VFF’s velgørende organisation, som er med til at grundlægge International Network for Education in Stadiums (INES) – et netværk, der forbinder organisationer fra fem lande for at styrke uddannelsesmulighederne i og omkring stadionrammen.
I Viborg har fonden allerede sat retningen med initiativet “Klasseværelset” på Energi Viborg Arena, hvilket placerer VFF blandt de danske frontløbere inden for undervisning, der foregår på et stadion. Gennem INES får parterne adgang til international erfaring og pilotprojekter, der skal bruges til at inspirere flere europæiske klubber til at arbejde med stadionet som læringsrum.
Blandt deltagerne i netværket er blandt andre tyske Lernort Stadion og hollandske Playing for Success.
